Samuel Becketts “Uden” er oprindeligt en prosatekst, nu bearbejdet som et radiospil, hvor stemmer skaber et mønster af gentagelser. Gennem disse stemmer males et øde landskab, hvor en grå jord spejler en grå himmel. En lille, stum skikkelse af et menneske står stivnet, fanget i en tilstand tæt på total glemsel. Al menneskelig erfaring er nulstillet, og sprogets fragmenter afspejler en eksistens på kanten af tomhed og forsvinden.